be nyheder

Kendt for faglighed og flow - derfor er han 'Mester Jacob'

Ingen alarmklokker ringer på Jacob Dahl Johansens post. Som overmontør indenfor tyverisikring er det hans ansvar at tidsstyre og fordele ressourcerne, så vi kan leve op til de aftaler, som vi indgår med vores kunder. Det klarer han mesterligt, og så giver han hellere end gerne en hånd med selv.

Jacob pendler dagligt imellem os i Viborg og sit hjem i Skive. Det tager ham 30 minutter hver vej. Og selvom hvert minut tæller for en travl børnefamilie som i hans tilfælde – med kæreste og 2 mindreårige døtre på 6 og 7 år, er prioriteringen bevidst. Glæden ved spændende udfordringer og gode kollegaer giver nemlig god energi på flere niveauer.

Nårh ja – og så kan en smule transporttid ikke tage pippet fra en vognmandssøn.

Vores 39-årige kollega startede oprindeligt hos os som sikringstekniker, hvilket forklaret for udenforstående er noget, man kan blive med en række kurser oveni elektrikeruddannelsen.

Som sikringstekniker installerer man både mindre alarmanlæg for private – og omfattende anlæg for virksomheder og offentlige institutioner, hvor sikring mod indbrud og brand ofte er og skal integreres i komplekse netværk.

I dag er Jacob først og fremmest overmontør på området, hvilket ikke var et udtrykt ønske fra hans side. Vi spurgte ham, fordi vi havde behovet og kunne se et lederpotentiale i ham.

Jacob takkede ja, idet han samtidig betingede sig retten til fortsat at være udøvende i visse situationer. Fagligt er han virkelig dedikeret og indrømmer, at han ville mistrives med administrativt arbejde alene. Det understreges af hans filosofi, der lyder:

”Den gode chef lytter – men smøger også gerne selv ærmerne op, når det gælder”.

Der skal ske noget, hvor Jacob er. Privat sætter han sig derfor også gerne i sadlen på sin MTB og får pulsen op i bl.a. Undallslund Skov. En anden afsløring om hans natur er, at han i drengeårene drømte lige meget om at blive politibetjent som at blive elektriker.

Det blev en læreplads hos installatør Kjeld Jacobsen i Skive, der afgjorde sagen. Lidt action var der også med konkurrence fra hele tre kammerater, der også ville være elektrikere og faktisk blev det.

At det blev sådan, er vi mange, der nu er taknemmelige for. Det er fantastisk at have en så dygtig og udrykningsvillig kollega som Jacob!